Lukning af tilbud og fonde

Vejledning om hvorledes bestyrelsen og ledelsen skal forholde sig, hvis man ønsker at lukke et tilbud og fonden.

Lukning af tilbud organiseret som fonde

Hermed en kort vejledning i, hvorledes bestyrelsen og ledelsen for en fond skal forholde sig, hvis man ønsker at lukke tilbuddet og fonden.

  • Hvis bestyrelsen beslutter at lukke tilbuddet, skal der udarbejdes en plan for nedlukning (f.eks. hvornår fraflytter beboerne, hvornår opsiges personalet, opsigelse af lejekontrakt og salg af løsøre etc.). Denne plan fremsendes til Socialtilsyn Øst sammen med underskrevet referat af bestyrelsesmøde, hvor beslutning om lukning træffes.
  • Hvis bestyrelsen beslutter samtidig at opløse fonden, og denne er solvent, skal dette besluttes i henhold til fondens vedtægter (oftest på 2 møder og med kvalificeret flertal), og beslutningen skal godkendes af såvel socialtilsynet som Civilstyrelsen jf. lov om socialtilsyn. Beslutningen om opløsning skal begrundes over for socialtilsynet og Civilstyrelsen. Det må påregnes, at Civilstyrelsen har op til 6-7 måneders sagsbehandlingstid. Er fonden insolvent kan den alene opløses ved indgivelse af konkursbegæring.

Det skal bemærkes, at Civilstyrelsen normalt kun vil tillade opløsning af en fond, hvis formålet er blevet umuligt eller klart uhensigtsmæssigt at efterleve, eller det er økonomisk uforsvarligt at opretholde driften. 

  • Når der er udarbejdet afsluttende regnskab for fonden, skal bestyrelsen træffe afgørelse om anvendelse af evt. nettoformue jf. vedtægterne. Beslutningen skal godkendes af socialtilsynet. Der kan først udloddes af formuen, når Civilstyrelsen har godkendt opløsning af fonden.

Hvis fonden ikke ønskes opløst, underretter socialtilsynet Civilstyrelsen, der herefter bliver fondsmyndighed for fonden.

Socialtilsynet skal gøre bestyrelsen opmærksom på, at hvis bestyrelsen ikke handler rettidigt og dermed påfører fonden ekstra udgifter til f.eks. lønninger i en længere periode efter lukning af tilbuddet, kan dette betyde et personligt erstatningsansvar for bestyrelsesmedlemmerne, idet dette vil blive betragtet som misbrug af fondens midler. Socialtilsynet vil påse dette i forbindelse med det afsluttende regnskab.



Feedback

Sidst opdateret

04.10.2017

Ansvarlig redaktør

Sandra Nygaard Sørensen

Lovgivning

Teksten på denne side omfatter følgende paragraf:

 

Lov om socialtilsyn § 15, stk. 4

 

Læs mere om loven